Jonas Lind

Hvor arbejder du, og hvad er din stillingsbetegnelse?

Jeg arbejder i Region Sjælland, i enhed ved navn Kvalitet og forbedringer, som igen er en af afdelingen Sundhedsstrategisk Planlægning. Jeg har titel af specialkonsulent.

Min enhed har sit primære fokus på udvikling og monitorering af den kliniske kvalitet fra et regionalt perspektiv. På den ene side skal vi kunne nå langt ud i de kliniske miljøer og understøtte dem med deres behov, på den anden side skal vi kunne forholde os til de politiske og strategiske behov i en virksomhed med 17.000 medarbejdere. Det giver en vis spændvidde.

Hvad laver du?

Mit eget arbejde består i øjeblikket af 2 hovedelementer: 1) De kliniske kvalitetsdatabaser under regionernes kliniske kvalitetsudviklingsprogram 2) Lærings- og kvalitetsteams 

De kliniske kvalitetsdatabaser er en faktor af stigende vigtighed i sundhedsvæsnet og i offentligheden. Det er en enorm samling af kliniske data, der belyser behandlingskvaliteten, og som vi bruger om udgangspunkt for forskellige udviklingsprojekter. De er offentligt tilgængelige, og derfor er ofte meget fokus på dem. Vores arbejde går ud på at monitorere resultaterne, at forklare hvorfor de ser ud, som de gør, og hjælpe organisationen med de bedst mulige værktøjer til at bruge som basis for forbedringsprojekter. Der kræver både et stærkt analytisk mindset, men faktisk lige så meget gode samarbejdskompetencer.

Lærings- og kvalitetsteams er nationale læringsnetværk, som afvikles inden for en periode. Regionerne skiftes til at påtage sig det praktiske lederskab, når der igangsættes nye, og der er jeg national tovholder for et læringsnetværk vedrørende akutte kirurgiske patienter. Vi arrangerer webinarer, seminarer og står i det hele taget for tilrettelæggelsen af en lang række aktiviteter.

Men opgaver kommer og går, og om 1 år er der sikkert noget, der er helt anderledes.

Hvilken erfaringer har du?

Jeg afsluttede studiet i 2010 og har faktisk altid arbejdet i regionerne, men i meget forskellige funktioner. Jeg har arbejdet med organisering af praksissektoren i Region Hovedstaden, som kvalitetsudvikler i en stabsfunktion på Nordsjællands Hospital og derefter som implementeringskoordinator på Sundhedsplatformen samme sted. Derefter var jeg næsten 4 år på Projekt Universitetshospital Køge som projektleder inden for it og udstyr – jeg kan underholde længe om forskellige typer af scannere og hvilke krav, de stiller til den bygning, de står i.

De erfaringer er ikke en direkte forudsætning for min nuværende funktion, men man lærer noget nyt alle steder. Så jeg kan kun anbefale, at man får prøvet sig af i forskellige sammenhænge.

Hvilke FSV-kompetencer bruger du i dit arbejdsliv?

Jeg trækker rigtig meget på den brede forståelse af sundhed og sundhedsvæsnet, vi opbygger i studietiden.

På studiet var jeg ingen ørn til statistik, men sammenlignet med den gennemsnitlige ansatte kommer vi stadig ud med et væsentligt højere kompetenceniveau. Så der er man nærmest ekspert fra starten af.

Andre kommentarer

De fleste FSV'ere kan langt mere, end de tror, og der står kæmpestor respekt om vores kunnen i de kredse, hvor jeg færdes. Mange folk siger, at FSV var noget, de rigtig gerne ville have læst, hvis det havde fandtes, da de studerede. Så bare giv den gas og fortæl om jeres evner, når I kommer ud i "den virkelige verden" – der er ingen grund til at lade som om, man ikke kan en hel masse på de områder, man kender til. For som regel er det langt mere end de andre i ens omgangskreds, selv om man har meget at lære endnu!

Denne karriereprofil er skrevet i 2023.