Louise Stage

Hvor arbejder du, og hvad er din stillingsbetegnelse?

Jeg arbejder som fuldmægtig i Sundhedsstaben i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning. Sundhedsstaben er en del af centralforvaltningen og arbejder bl.a. med udviklingsopgaver inden for patientrettet forebyggelse ift. kronisk syge, sygepleje- og medicinområdet, organisering af det kommunale sundhedsvæsen og en lang række andre områder. 

Hvad laver du?

Jeg arbejder især med udvikling og implementering af Københavns sundhedshuse. Med sundhedshuse samlokaliseres en stor del af kommunens opgaver på sundhedsområdet med hensyn til at styrke sammenhængen i tilbuddene, skabe synergi og effektiviseringsgevinster. Arbejdet med sundhedshuse spænder bredt. Fra strategisk udviklingsarbejde vedr. hvilke sundhedstilbud, der skal indgå i sundhedshusene – herunder samarbejde med en række af de andre stabe i forvaltningen, praktiserende læger og andre aktører – til politisk betjening, når sagen skal på eks. direktørmøde, til borgmesteren eller til det politiske udvalg. Der er desuden en del aktivitet af mere “byggemæssig karakter” som deltagelse i byggemøder, besigtigelse af ejendomme osv. Det sidste kan indimellem være noget af en udfordring for en FSV'er. Derudover er jeg involveret i andre dele af Sundhedsstabens opgaveportefølje, eks. vores tilbud om kræftrehabilitering og for øjeblikket udvikling af en model for den palliative indsats i Københavns Kommune.

En typisk arbejdsuge består af en del mødeaktivitet. Det kan være med eksterne samarbejdspartnere med henblik op at præsentere dem for sundhedshus-konceptet, eks. praktiserende læger og repræsentanter fra andre forvaltninger i Københavns Kommune.

Der er desuden en stor del politikerbetjening. Det vedrører fx at skrive indstillinger til det politiske udvalg og direktørmøder. Der kommer også ofte bestillinger med meget korte deadlines, hvor eks. borgmesteren skal til et møde, der vedrører en del af mit opgavesæt. Her skal jeg på få timer udfærdige et skriftligt bidrag, så borgmesteren kender til de vigtigste pointer i sagen.

På det seneste er al min tid gået med at udarbejdet en skriftlig evaluering af sundhedshusene – dvs. typisk rapportskrivning som vi kender fra fsv-studiet. Dertil kommer diverse administrativt arbejde som mødebooking, projektplanlægning osv.

Hvilken karrierevej har du haft?

På studiet havde jeg forskellige studiejobs: Jeg var telefoninterviewer hos Kræftens Bekæmpelse (KB), student i Rektorsekretariatet på Københavns Universitet, forskningsassistent på Dansk Sundhedsinstitut (DSI). Jeg var desuden praktikant på DSI og på et lokalt WHO kontor i Barcelona. Foruden at sikre en indkomst ved siden af SU´en, ville jeg med de forskellige studiejobs forsøge at få et indblik i forskellige typer arbejdspladser. Mod afslutningen af studiet havde jeg da også en ide om, at netop DSI kunne være et sted for mig – til forskel fra de mere administrative opgaver i Rektorsekratariatet og det rene forskningsmiljø på KB.

Da jeg havde afleveret speciale, opstod en mulighed for en kortvarig projektansættelse på DSI af 3 måneders varighed. I den tid var jeg ikke specielt aktivt jobsøgende men holdt øje med stillinger. Som en af de første ansøgninger søgte jeg om et job som SAS-analytiker I Sundhedsstaben, KK. Jeg havde kun arbejdet meget kortvarigt med SAS og havde egentlig ikke noget ønske om at fortsætte ad den vej. Ansøgningen var derfor mere lidt en test af at skrive en ansøgning. Og jeg fik heller ikke jobbet. Men nogle dage senere ringede de fra Sundhedsstaben, fordi der var dukket et andet job op. Det var jeg så til samtale på. Og det var det, jeg endte med at få. Det var således lidt tilfældigt, at jeg endte, hvor jeg gjorde, samtidig med at min nuværende stilling i virkeligheden rummer rigtig mange af de aspekter, jeg gerne vil arbejde med. Uden eksplicit at have fået det at vide, er jeg samtidig sikker på, at min ansættelse hos DSI var en del af årsagen til, jeg blev kaldt til samtale og fik jobbet.

Hvilke (valg)fag tog du på studiet?

Min valgfri del på studiet blev brugt dels på valgfag, dels på praktikophold.

Mine valgfag var Sundhedspolitiske analyser og Beslutningstagning og planlægning i sundhedsvæsenet og dertil et kursus i feltarbejde, der fandt sted i Indien. De første to fag valgte jeg ud fra en forestilling om, at det var noget i den retning, jeg gerne ville arbejde videre med efter studiet. Sidstnævnte valgte jeg ud fra, at det lød som et spændende afbræk fra studiet på et tidspunkt, hvor jeg netop var begyndt på 7. semesters statistik. Feltkurset gav mig ikke desto mindre også en del med hjem.

Mine to praktikophold var dels på DSI, dels hos WHO I Barcelona. Af de to gav DSI langt mere både fagligt og netværksmæssigt. Opholdet i Barcelona var personligt og socialt en rigtig god oplevelse, men fagligt blev det præget af, at min praktikvejleder dels fik nyt job efter en måned, og at det dels var et meget lille kontor, og som sådan ikke gav mig stort indblik I WHO som organisation. Opholdet på DSI banede vejen for, at jeg senere blev student og derefter fik en egentlig ansættelse.

Hvilke FSV-kompetencer bruger du i dit arbejdsliv?

I dag i mit arbejde anvender jeg, at jeg via studiet har et kendskab til sundhedsvæsenet og sundhedsområdet, en analytisk tilgang til tingene og en stærk skriftlighed. Mine to første valgfag har også givet mig nogle nyttige perspektiver med.

Denne karriereprofil er skrevet i 2011