Signe Smith Nielsen

Hvor arbejder du, og hvad er din stillingsbetegnelse?

Jeg er lektor på Afdeling på Sundhedstjenesteforskning, Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, og pr. 1. juli 2023 er jeg også studieleder for uddannelsen i folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet

Hvad laver du?

Mit arbejde består primært af: forskning, forskningsledelse og kommunikation af forskningsresultater, undervisning/vejledning, udarbejdelse af forskningsansøgninger og deltagelse i diverse organisatoriske aktiviteter fx revidering af medicinuddannelsen samt akademiske bedømmelser. I realiteten flyver mine arbejdsdage afsted, og de er rimelig tætpakket med meget varierende opgaver, men jeg kan samtidig planlægge min tid ift. mit privatliv, og jeg bestemmer i stor udstrækning selv, hvornår jeg arbejder. En typisk uge indeholder flere af disse opgaver:

  • Forberede (dvs. læse udkast af opgaver) samt afholde vejledningsmøder med studerende
  • Forberede undervisning
  • Udarbejde eksamensopgaver, eksaminere studerende og bedømme af eksamensopgaver
  • Lede forskningsprojekter (planlægning af forskning og supervision af dataindsamling og -analyse, kommentere på skriftlige udkast af kollegaer, holde møder med ind- og udenlandske kollegaer, holde styr på projektøkonomi og afrapportering til fonde)
  • Egen forskning og forskningskommunikation (fx skrive indlæg til nyhedsbreve, skrive videnskabelige artikler, skrive indlæg til aviser, skrive lærebog)
  • Bedømme videnskabeligt arbejde (fx ph.d.-afhandlinger, manuskripter som ekstern reviewer eller som redaktør for Scandinavian Journal of Public Health)
  • Sparre med kollegaer (fx læse forskningsansøgninger og manuskripter igennem og give feedback, diskutere nye forskningsideer og forskningsansøgninger, karriererådgivning)
  • Forberede og holde oplæg til seminarer, forskningsmøder, konferencer m.v.
  • Deltage i interne forskningsmøder, i bestyrelsesmøder i Dansk Selskab for Folkesundhed samt i diverse udvalg og komiteer (fx Uddannelsesudvalg for sygeplejerskeuddannelsen og Epidemikommissionen)
  • Planlægge nye forskningsprojekter og udarbejde forskningsansøgninger
  • Håndtere henvendelser fra journalister og rådgive fx ministerier, styrelser, patientforeninger, forskningskollegaer m.v., som har brug for viden og vejledning
  • ….og så besvare en hulens masse mails.

Hvilken erfaringer har du?

Under studiet var jeg ansat som studentermedhjælp på et forskningsprojekt om aktiv dødshjælp og vedr. udarbejdelse af en lærebog i sundhedsvæsenets struktur og funktion på to forskellige afdelinger på Institut for Folkesundhedsvidenskab. Jeg var også studievejleder på den centrale studie- og erhvervsvejledning vedr. optagelse på Københavns Universitet, og så var jeg del af et studievejlederteam, som tog ud på gymnasier og fortalte om at læse en sundhedsvidenskabelig uddannelse. På 5. semester fandt jeg ud af, at jeg brændte for sundhedstjenesteforskning, og da jeg samtidig havde et stort ønske om at komme på studieophold i udlandet, fik jeg det arrangeret sådan, at jeg læste et år på University of Auckland i New Zealand. Der tog jeg så alle mine valgfag inden for sundhedstjenesteforskning (Health and Public Policy, Health Management, Quality in Health Care, Health Economics, Health Promotion Strategies, Health Care Organisation).

At jeg kom til at gå forskningsvejen var lidt af et tilfælde. Min oprindelige plan var en karriere i centraladministrationen (Sundhedsministeriet eller Sundhedsstyrelsen), men som en af de første kandidater i folkesundhedsvidenskab var der ikke en ladeport åben til disse jobs. Faktisk fik jeg at vide af Sundhedsministeriet, at jeg slet ikke kunne komme i betragtning der, da de kun hyrede cand.scient.pol’er, cand.polit’er og cand. jur’er. Da jeg var ved at være færdig med specialet, gjorde en af mine studiekammerater mig opmærksom på en opslået stilling som videnskabelige assistent på et forskningsprojekt ved Afdeling for Sundhedstjenesteforskning om asylbørns psykiske helbred i samarbejde med Dansk Røde Kors, og det så utrolig interessant ud, og derfor søgte jeg stillingen, som jeg så fik. Jeg blev så fuldstændig grebet af projektet og forskningen og af, at jeg følte, at jeg rent faktisk kunne gøre en forskel på den større klinge. Da der efterfølgende kom forskningsmidler fra EU, som kunne konverteres til et ph.d.-projekt, så virkede det helt oplagt at blive ph.d.-studerende…og ja, sådan er det så gået slag i slag.

Selvom jeg kun har været ansat på Afdeling for Sundhedstjenesteforskning siden, jeg blev færdig som kandidat i 2006, så jeg har været ude og snuse til andre forsknings- og sundhedsvæsensmiljøer. Jeg har bl.a. været på en del såvel kortere som længere studieophold, bl.a. Veterans Health Administration i Los Angeles, Harvard Medical School og Harvard School of Public Health i Boston, Agency of Public Health i Rom i Italien og på the Netherlands Institute for Health Services Research (NIVEL) i Utrecht i Holland. Lige for tiden er jeg involveret i et stort forskningsprojekt om at forbedre adgang til tidlig cancerdiagnose i sydamerikanske sundhedsvæsener, så jeg tilbringer ca. 1 måned om året i Sydamerika.

Hvilke FSV-kompetencer bruger du i dit arbejdsliv?

Jeg er tæt på at sige hele paletten, fordi jeg trækker på mit folkesundhedsvidenskabelige fundament og forståelse af de komplekse sammenhænge stort set dagligt. Jeg anvender i høj grad min viden om sundhedsvæsenet, sygdomsforekomst og sygdomsforståelse, social ulighed, forebyggelse og sundhedsfremme i kombination med metodefagene i epidemiologi, statistik og kvalitativ metode. Derudover bruger jeg i allerhøjeste grad den kritisk analytiske tilgang samt de skriftlige og mundtlige kompetencer, som jeg har fået gennem uddannelsen. Endelig har den projektorienterede tilgang fra studiet rustet mig til at kunne håndtere alle de forskellige elementer i en kompliceret forskningsproces og også ift. at forstå værdien i at samarbejde med andre.

Andre kommentarer

Forskningsvejen er meget konkurrencepræget, og man kommer ikke sovende til noget. Imidlertid bliver man belønnet med en dynamisk, innovativ og fleksibel arbejdsplads med inspirerende kollegaer, og hvor man hele tiden dygtiggør sig og kan lave nogenlunde det, som man har lyst til rent fagligt. Og så føler jeg gennem primært min undervisning og vejledning og uddannelsesrevision, men også gennem min forskning samt mit virke i fx råd og nævn, at jeg gør en forskel, hvilket i sidste ende er det, som jeg er drevet af.

Denne karriereprofil er skrevet i 2023.