Om Foreningen for Folkesundhedsvidenskab

Vi styrker kandidater i folkesundheds­videnskab ved at samle dem

Folkesundhedsvidenskab er for os en unik og ganske særlig og enestående uddannelse.

Blandt studerende og færdig­uddannede kandidater i folkesundheds­videnskab er der en særlig faglig identitet og samhørighed. Foreningen for Folkesundheds­videnskab ønsker at værne om dette fællesskab.

Vi styrker kandidater i folkesundhedsvidenskab ved at samle dem. Det gør vi ved at:

  • sikre adgang til faglige og sociale netværk og aktiviteter
  • skabe respekt og anerkendelse for vores faglige baggrund
  • styrke sammenhængen mellem uddannelse og arbejdsliv.

Derfor afholder vi forskellige sociale arrangementer, hvor vi sætter fokus på vores folkesundheds­videnskabelige faglighed, lærer nyt og mødes på tværs af årgange.

Foreningen for Folkesundheds­videnskab tilslutter sig desuden Dansk Selskab for Folkesundheds overordnede formål.

En del af Dansk Selskab for Folkesundhed

Foreningen for Folkesundheds­videnskab er en fraktion under det tværfaglige, videnskabelige selskab Dansk Selskab for Folkesundhed (DSFF). Selskabets formål er at arbejde for at fremme befolkningens sundhed, forebygge sygdom, begrænse konsekvenserne af sygdom og mindske sundheds­forskellene mellem forskellige grupperinger i samfundet.

For Foreningen for Folkesundhedsvidenskab betyder det, at:

  • vi som forening er med til at præge den nationale dagsorden på folkesundheds­området
  • vi er en del af en anerkendt fagpolitisk organisation, som er høringspart i mange relevante spørgsmål
  • foreningens medlems­administration varetages af DSFF
  • DSFF bidrager økonomisk til afholdelse af medlems­arrangementer
  • 100 kroner af dit kontingent til DSFF bliver videreført direkte til vores forening.

Derudover opnår du en række personlige fordele, fx rabat deltagelse på den årlige konference, Folkesundhedsdage, og adgang til DSFF's medlemsmøder.