Line Roesgaard Kantsø

Hvor arbejder du, og hvad er din stillingsbetegnelse?

Jeg arbejder i en medicinalvirksomhed, der hedder MSD Danmark. Her sidder jeg i deres Market Acccess afdeling som Pricing and HECON Manager.

Hvad laver du?

Jeg arbejder med Market Access, dvs. adgangen for nye lægemidler til det danske marked, og dette omfatter både medicin i primærsektoren, til sygehusene samt vacciner. Denne del af jobbet indeholder en del sundhedsøkonomisk arbejde, da alle ansøgninger til både Medicinrådet, Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen skal indeholde en sundhedsøkonomisk vurdering af, om det kan betale sig at indføre lægemidlet i Danmark. Arbejdet med de sundhedsøkonomiske modeller kræver en del samarbejde med vores medicinske afdelinger, samt med sundhedsprofessionelle, så man sikrer at modellens input ift. fx omkostninger af patientforløb afspejler virkeligheden.

Derudover arbejder jeg med prissætning af lægemidler på det danske marked, som ofte sker gennem udbud fra Amgros. Denne del af jobbet giver et stort indblik i hele forretningen og indebærer meget koordinering med både finans, logistik og ledelsen.

Foruden det sundhedsøkonomiske arbejde og arbejdet med prissætning, så bruger jeg en del tid på udarbejdelse af nye studier og dataprojekter. Her skriver jeg både forskningsprotokoller, ansøger om data til egne projekter på Danmarks Statistik eller formidler resultater fra diverse projekter ud i organisationen, så alle kan forstå resultaterne.

Det bedste ved mit arbejde er, at jeg føler, at jeg bidrager til bedre vilkår for patienter ved at få medicin til fx meget små patientgrupper på markedet. Det sværeste ved mit arbejde er, at medicinalindustrien desværre stadig ikke altid har et godt ry, og at samarbejdet med fx læger/sygeplejersker eller andre myndigheder nogle gange kan være farvet af disse fordomme.

Hvilke erfaringer har du?

Jeg blev ansat i MSD i oktober 2021, mens jeg var ved at skrive mit speciale. Market Access var ikke noget jeg kendte særlig meget til, og det var meget tilfældigt, at jeg endte med at søge en stilling som sundhedsøkonom i MSD.

Jeg har tidligere arbejdet som konsulent i COWI og undervist i statistik på Københavns Universitet, og jeg har altid vidst at jeg skulle arbejde med kvantitative data. Dog har jeg aldrig haft fokus på sundhedsøkonomi, men dog altid synes, at det var et spændende område.

Hvilke (valg)fag tog du på studiet?

Jeg har ikke bevidst taget nogle valgfag for at få det job, jeg sidder i nu. Jeg har taget en del kvantitative valgfag som fx Data science, Advanced statistics in R og Introduction to programming in Python. Dette skyldes mest, at min interesse har ligget i datagenerering og statistik.

Hvilke FSV-kompetencer bruger du i dit arbejdsliv?

Jeg føler, at jeg bruger mange forskellige FSV-kompetencer i mit job. Først og fremmest bruger jeg sundhedsøkonomi til at udarbejde de sundhedsøkonomiske modeller. Dog vil jeg sige, at jeg ikke selv var en haj til sundhedsøkonomi på bacheloren, og at det mere er min forståelse/interesse for data og kvantitative metoder, som jeg bruger.

Derudover har jeg meget kontakt til læger og andre sundhedsprofessionelle, når modelinput skal valideres, og her er det en stor fordel, at man som FSV’er kan snakke med på deres sprog, og at man gennem sygdomslærer har en bred forståelse af forskellige sygdomsområder.

Derudover bruger jeg meget de ting, jeg har lært gennem epidemiologi og statistik til at udarbejde dataprojekter og protokoller. Det har været en kæmpe øjenåbner for mig, hvor god man som FSV’er er til at tænke kritisk over, hvordan man skal udarbejde et godt studie uden bias, confounding og andet, som kan forstyrre den sammenhæng, man ønsker at undersøge.

Når resultater af forskellige dataprojekter skal kommunikeres rundt i organisationen eller sendes til fx sundhedsmyndigheder, politikere mv. bruger jeg mine stærke formidlingsevner, som jeg har tilegnet mig på FSV-studiet.

Andet?

Generelt vil jeg sige, at det er ret tilfældigt, at jeg lige endte i MSD og i Market Access. Det er ikke et område, man hører så meget om på studiet, men jeg synes, at det er et utrolig spændende område. Den epidemiologiske tankegang og færdighederne vi lærer fra bl.a. statistik, sygdomslære og sundhedsøkonomi, gør FSV’ere perfekte kandidater til en stilling i Market Access.

Denne karriereprofil er skrevet i 2023.